Hvad kyllinger kan lære dig om kærlighed og modgang i livet...
Opdateret: 3. dec. 2021
På dette billede ser du to kyllinger.
De kom ud af ægget samme dag, men fik to helt forskellige begyndelser på livet.

Den lille kylling kom ud af ægget om natten og lå i reden med sine søskende under sin varme hønemor.
Men kort efter skete det tragiske, at hønemor døde.
Hønemor blev kold, de andre kyllinger blev kolde og døde og den lille kylling var selv næsten død, da vi fandt dem næste morgen.
Den lille kylling kom straks ind sammen med resten af æggene. Den blev varmet med både hårtørrer, elektrisk varmetæppe og kærlige menneskehænder og langsomt kom den til hægterne igen.
Den store kylling lå stadig beskyttet i sit æg.
Da den klækkede få timer senere, havde den slet ikke oplevet tragedien og dramaet. Den ankom til verden i varme og i kærlige menneskehænder.

Nu var de to kyllinger lige gamle (med få timers mellemrum) og lige store.
Men.
Den første lille kylling var i sorg.
Den kaldte og kaldte og kaldte på sin mor. Døgnet rundt.
Brugte næsten al sin kraft på at kalde, savne og sørge.
Den anden lille kylling sagde ikke noget andet end glade pippelyde.
Den brugte sine kræfter på at spise og undersøge og lege med de andre kyllinger, vi fik skaffet hjem, så de kunne være en flok.
Og ret hurtigt blev den anden lille kylling til den store kylling.
Mens den første lille kylling blev ved at være den lille kylling.
I dag må den lille kylling blive inde under varmelampen, når de andre er ude i drivhuset og lege om dagen. Den har stadig næsten kun dun, hvor de andre har fået fjer.
Den lille kylling kan sagtens blive en fin lille høne eller hane en gang.
Det tager bare meget længere tid.
Og healing. Den får healing hver dag.
Det er tankevækkende, så voldsom effekt sorg og modgang kan have på vores fysiske kroppe og vores liv i det hele taget.
Og tankevækkende, hvor let det hele går, når man lever i kærlighed, varme og ubekymrethed.
Så hvad kan vi lære af det?
To ting, tænker jeg.
1. Traumer og modgang sætter aftryk og tager tid at komme sig over. Det skal vi anerkende og respektere.
2. Man vokser og gror med kærlighed, omsorg og varme.
I min verden er healing og healingenergierne ren kærlighed, omsorg og varme.
Det er nok derfor, at man vokser og gror – og heler – med healing.
Kærlig hilsen Kristine
(Grunden til at de begge ser så beskidte ud i hovederne på det øverste billede er, at de elsker hyldebær. Og ganske som menneskebørn, så kan kyllinger også blive meget snaskede af at lege med maden)
PS.
Har du lyst til at prøve healing, så booker du bare en tid ved at klikke her
Har du spørgsmål, så skriver du bare til mig på hej@englehealerkristine.dk
Eller du kan booke en tid til en snak her – det er gratis og helt uforpligtende.